Han bor i Vallensbæk, han er 14 år, han er fan af Boldklubben Frem – og han tror, han er i gang med at lancere en verdensnyhed.
Julius van Overeem har fuld fart på en virksomhed, som begyndte for halvandet år siden med en enkelt bod i Valby Idrætspark, hvor han sælger blandt andet kanelgifler, donuts, slush-ice i klubfarverne og ispinde.
Nu har han også en bod på Brøndby Stadion og Hvidovre Stadion. Naturligvis med slush-ice i de lokale farver.
Og så er han på vej med en særlig ispind, som han får produceret på Bornholms Ismejeri i Svaneke. Den er i første omgang tilegnet Boldklubben Frem i Valby, men kan hurtigt bredes ud til landets andre store fodboldklubber.
Julius van Overeem har brugt lang tid på internettet for at undersøge, om andre klubber har deres egen is. Han er ikke stødt på nogen, så måske er det verdens første klub-is, konstaterer han.
Franchise-koncept
Samtidig arbejder Julius van Overeem med planer om at udvide sin forretning, så andre unge kan blive en del af hans succes og få en udgave af Julius’ Bod.
– Jeg må ikke selv åbne flere boder for mine forældre – de bruger i forvejen meget tid på at køre rundt med mig. Men jeg er ved at udvikle et franchisekoncept til 14-18-årige, som gerne vil være iværksættere. De skal kunne købe konceptet og få adgang til de billigere priser hos mine leverandører – og så sørger jeg også for adgang til stadion for dem, fortæller Julius van Overeem.
Som 14-årig kan han ikke umiddelbart have sit helt eget cvr-nummer, så der er lavet en konstruktion, hvor han ejer 95 procent af virksomheden med B-anparter, mens hans forældre har 5 procent med A-anparter, nævner den flittige Frem-fan.
På hans to-do-liste står naturligvis at der skal udvikles et franchisekoncept men også, at han skal have fundet et sted til de 3.000 is, han har bestilt på Bornholm. Det ender måske med et fryselager i Køge?