Nu handler det om at få Burger King til at vokse på dansk grund og tage en større bid af fastfoodmarkedet.
”Danmark har et stort potentiale for at vækste, og jeg glæder mig til at komme i gang sammen med alle vores fantastiske medarbejdere i restauranterne og vores stærke support funktioner i organisationen. Det er i sandhed én stor familie, man træder ind i hos Burger King, og det bekræfter mig i, at vi har et godt fundament og ambitionerne til at vokse,” udtaler direktør Carsten Lambrecht.
”Som jeg ser det, har vi det bedste produkt på det danske marked indenfor vores kategori, og dét skal kommunikeres til danskerne. Burger King skal være den foretrukne QSR for danskerne, når de får lyst til en burger på farten, eller hvis de skal hygge med familien – og jeg glæder mig til arbejdet” udtaler Carsten Lambrecht.
”Der er stor interesse for at blive franchisetager hos os. Det er vi glade for, og det er også en del af vækstplanen og vi skal gøre det attraktivt for nye franchisetagere.” Carsten Lambrecht forventer, at der kommer nye restauranter til i 2024, men særligt i 2025 og 2026 forventer han, at ekspansionen for alvor tager fart.
Bag Burger King i Danmark står selskabet King Food Danmark. Selskabet er ejet af BK Scandinavia, som det østrigske investeringsselskab Ring International Holding har stået bag siden 2020. BK Scandinavia har rettighederne til Burger King i hele Skandinavien med omkring 250 restauranter.
I seneste årsregnskab for King Food Danmark er omsætningen gået frem til 266,2 mio. kr. i 2021 fra 220,7 mio. kr. året før. Men på bundlinjen peger pilen den anden vej, idet underskuddet er tredoblet til et minus på 12 mio. kr.