Franchise-formand glæder sig over nyt road-show

thomas_hanke_direktoer_franchiseforeningen

Om blot få uger indleder ChainIndex.dk en række af road-shows, hvor rekrutteringsportalen drager Danmark rundt sammen med ledere fra ti succesfulde virksomheder for at fortælle potentielle iværksættere om franchising.
 
En af deltagerne i road-showet er Thomas Hanke, som er administrerende direktør for Chem-Dry i Skandinavien og ny formand for Franchise Danmark, og han hilser det nye tiltag yderst velkomment.
  
– Jeg ser road-showet som en spændende mulighed for at udbrede kendskabet til franchising. Det er som om, at danskerne er lidt bange for den her forretningsmodel, men sagen er jo den, at det er en meget sikker måde at drive forretning på, som har været brugt i rigtig mange år, siger direktøren og uddyber:
 
– Tidligere har der måske været en tendens til at folk fra yderområderne har været lidt intimiderede af at komme til franchisemesse i København, så jeg ser det som en god løsning, at virksomhederne kommer ud tættere på folk. Mange franchisevirksomheder er jo typisk også virksomheder, som vil klare sig rigtigt godt i et mindre lokalsamfund, hvor de også kan bidrage til at skabe arbejdspladser, fortæller han.
 
Thomas Hanke hæfter sig også ved det positive i at flere forskellige virksomheder drager ud sammen.
 
– Det kan være, at folk kommer til road-showet med en idé om, at en specifik branche er særligt spændende, men i virkeligheden finder ud af, at det måske er noget helt andet, de har lyst til. Alt andet lige gør det, at man kan træffe et bedre valg.
 
Finanskrisen giver muligheder
 
Mange danskere med lyst til at blive selvstændige har imidlertid sat deres drømme på standby i lyset af finanskrisen. Men det er der ingen grund til, hvis man spørger Chem-Dry-direktøren, hvis eget firma faktisk oplevede øget indtjening i de værste kriseår. Han mener, at franchising har en række klare kvaliteter – også når der er finansiel modvind.
 
– Selvfølgelig er der udfordringer ved at starte op i krisetider, men der er også positive ting, og jeg tror, at den sikkerhed, man har i at have et gennemprøvet koncept i ryggen, er en kæmpe fordel. Man indsnævrer risikoen i forhold til at skulle opfinde den dybe tallerken selv.
 
Men det er ikke kun konceptet og det kendte ‘brand’, der er en fordel netop nu, mener direktøren. Der er også mere håndfaste goder for kommende franchisetagere.
 
– Mange franchisegivere gør ekstra meget ud at hjælpe folk i gang netop nu. Det betyder, at de royalties, man normalt betaler for at være franchisetager er stærkt reducerede lige for tiden. Man får simpelthen rabat, fortæller han og påpeger, at kendte mærker generelt kan tage højere priser for deres varer og services. Også i krisetider.

To top