Fastfood-kæden Subway, som er mest kendt for at sælge sandwich, er solgt – og handlen indbringer sælger et tocifret milliardbeløb.
Subways fastfood-spisesteder er ikke blevet den succes man kunne forvente i Danmark, men sidste år satte kæden dog global rekord med en omsætning på 111 milliarder kroner – og forleden blev den familieejede koncern solgt for 66 milliarder kroner.
Køberen er Roark Capital, en amerikansk kapitalfond.
Subway, der blev etableret i 1965 i den amerikanske delstat Connecticut, driver i dag flere end 37.000 restauranter i over 100 lande.
I halvfemserne åbnede den amerikanske koncern godt 20 spisesteder i Danmark. Flertallet af dem drejede ret hurtigt nøglen om, men enkelte restauranter blev overtaget af den danske kæde Sunset Boulevard. I dag finder man to Subways i Aalborg og én i Kolding.
Gennem de seneste ti kvartaler har Subway oplevet fremgang i salget.
– Virksomheden vil fortsætte med at eksekvere sin strategi med fokus på salgsvækst, menu innovation, modernisering af restauranter og international ekspansion, siger John Chidsey, adm. direktør for Subway, i en pressemeddelelse
Subways ophavsmand, Fred DeLuca, døde som 67-årig af leukæmi i 2015. Ved sin død ejede han halvdelen af koncernen, som hans enke og yngre søster overtog. De to kvinder får 33 milliarder kroner til deling efter Roark Capitals køb af kæden.