Matas går nu direkte efter norske og svenske forbrugere.
Matas udvider forretningen internationalt.
Tirsdag åbner den store butikskæde to webshops, som henvender sig direkte til forbrugerne i Sverige og Norge.
– For os er det en mærkedag, at Matas nu har en skandinavisk tilstedeværelse. Over de seneste fem år er Matas blevet en stærk digital virksomhed, og det kan vi bruge til at krydse grænser med vores koncept, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, adm. direktør i Matas.
Sidste år var matas.dk den anden mest brugte netbutik herhjemme, viser en opgørelse fra Dansk Erhverv. Kun den tyske modegigant Zalando havde bedre fat i de danske forbrugere.
I forvejen er Matas kendt blandt svenskere og nordmænd, som har stiftet bekendtskab med butikkerne på ture til Danmark.
– Mere end hver femte svensker og nordmand kender allerede Matas navnet, mange af vores mærker og vores værdier. Nu kan de alle tage en tur i Matas hjemmefra, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.
Matas har også en satsning i gang på det tyske marked, hvor mærkerne Striberne, Nilens Jord, Matas Natur og My Moments sælges hos 200 forhandlere.