7 trends der vil præge dansk detailhandel | Franchisehub

7 trends der vil præge dansk detailhandel

7 trends der vil præge dansk detailhandel

Dansk detailhandel står i de kommende år foran store omvæltninger og en digital revolution, som vil ændre den måde, forbrugerne handler på. Undlader man at tilpasse sig, ender man som den store taber.

Sådan lyder det fra detailchef i EDC Erhverv, Frank Heskjær i en artikel i RetailNews. Både fysiske butikker og netbutikker skal oppe sig, hvis de fremover vil vinde kampen om forbrugernes tid og penge.

Frank Heskjær har i årevis beskæftiget sig med detail og har et indgående kendskab til branchen. Han kommer her med sine bud på syv tendenser, som i de kommende år vil præge dansk detailhandel.

1. Flere kanaler og lynlevering
Omnichannel og levering samme dag er nogle af de mest aktuelle trends i detailhandel. Det handler om at koble de fysiske butikker sammen med onlineverdenen. F.eks. har møbelkæden Bolia ikke alle sine møbler stående i butikken, men kan vise alle modeller og farver på iPads.
Kigger man på same day delivery, er Amazon længst fremme. I USA kan kunder få leveret en vare, få timer efter de har bestilt den. Den slags levering kommer vi på et tidspunkt også til at se herhjemme.

2. Blandingsbutikker
Det bliver mere normalt for to forskellige typer af butikker at dele lokaler med hinanden. For eksempel har møbel- og interiørbutikken Rue Verte en mindre Joe & The Juice, mens køkkenbutikken Reform serverer kaffe fra La Cabra. At blande butikskoncepter giver kunderne en meroplevelse.

3. Brick and click
Kært barn har mange navne og kendes nok bedst under betegnelsen click and collect. Denne trend udspringer af detailhandlernes erkendelse af, at moderne butikshandel både bør omfatte fysiske butikker med mursten (bricks) og netløsninger (clicks). På den måde kan kunden ved et klik derhjemme bestille varer – og afhente dem i butikken eller få leveret hjemme. Den trend har coronakrisen forstærket.

4. Bæredygtighed
Dette bliver et vigtigt parameter, når en detailforretning skal vælge lejemål. Udlejer kan for eksempel tænke i energirenovering med bedre isolering og nye vinduer og dørpartier – og nogle steder kan solceller kobles på energiforsyningen. Med andre ord: Bæredygtighed og genanvendelighed bliver nøgleord, som detailhandlen også må forholde sig til.

5. Personlig markedsføring i butikken
Kundeklubber og medlemskort er efterhånden udbredt herhjemme – også i dagligvarehandlen. Vi får personlige tilbud målrettet vores forbrug og andre oplysninger, og trenden er også nået de fysiske butikker.
I modebutikkerne Zara kan man ved indgangen scanne en kode, så man på sin mobil får individuelt tilpassede tilbud, mens man er i butikken. Det giver butikken et mersalg, mens kunden får en bedre oplevelse ved at få hjælp til sine indkøb og måske få ekstra gode tilbud.

6. Flere spisesteder
De senere år har kaffebarer og spisesteder vundet kraftigt frem. Og selvom vi måske er nået et mætningspunkt her og nu, vil danskerne fremover spise mere og mere ude – ligesom man oplever andre steder i Europa og USA. Vi vil formentlig også se nye typer af spisesteder.

7. Butikker uden bemanding
Det er muligvis en slags joker på en tendens i fremtidens detailhandel, men faktum er, at vi allerede nu ser forretninger helt uden bemanding. Både i udlandet og herhjemme. Teeshop i Aalborg sælger t-shirts i en butik uden personale. Kunderne får adgang til butikken ved at scanne QR-koder ved indgangen, og så scanner de selv varerne og betaler med kort. Når varen er betalt, frigøres alarmen fra produktet.
Egentlig fungerer det på samme måde som i supermarkeder med selvbetjenings-kasser. Det holder omkostningerne nede og kan måske være løsningen for nogle, som ellers ikke ville have råd til at drive en fysisk butik.
 
 

Kommentarer

Fakta

80% overlever i kædekoncepter
33% overlever udenfor kædekoncepter
– der er er endnu flere fordele ved franchise...Læs mere

Bloggere

Tom Skovbon
Har en meget bred erfaring fra dansk og international forretning og har blandt andet udviklet og drevet franchise kæder i Norge og Danmark, arbejdet inden for international udvikling af indkøbscentre, underholdning og parker og været direktør for et stort antal kæder i Danmark. Siden 2006 har ChainIndex været partner i Franchise Pool International (FPI), et netværk der hjælper franchisegivere der ønsker at være internationale med at ekspandere.
Lasse Skaarup Christensen
Partner og bestyrelsesmedlem i Gorrissen Federspiel. Ass. professor på Århus Universitet i Markedsret og uddannet i New York og Hong Kong 20 års erfaring med rådgivning af ledende danske og udenlandske kæder i Danmark og udlandet, og leder af Gorrissen Federspiels afdeling for Immaterielle rettigheder. Forfatter af bøger og artikler samt indlægsholder om rettigheds- og franchiseforhold.