Sådan er det at være franchisetager hos Kvik

mikkelzeiler619x340

Ifølge Mikkel Zeiler, 32, franchisetager i Kvik siden 2010.

Det var egentlig ret tilfældigt, at jeg lige blev franchisetager hos Kvik. Jeg havde tidligere været tømrermester i seks år og havde på den måde fået kendskab til og arbejdet med deres køkkener. Så en dag læste jeg på deres hjemmeside, at de søgte franchisetagere, og begyndte at overveje, om det var noget for mig. Jeg tror, der gik tre måneder fra den første kontakt, til jeg var i gang som selvstændig. Jeg havde selv noget startkapital, men Kvik hjalp til med at finansiere varelager og udstilling.  
 
Vi har et stærkt koncept hos Kvik. Det går ganske enkelt ud på at have fede køkkener til en fed pris.  Som franchisetager handler det bare om at følge konceptet, og så har man alletiders mulighed for at få en succesfuld forretning. Det er klart, at man ikke skal give sig i kast med et franchisekoncept, hvis man synes, at man skal være franchiseguru og produktansvarlig. Man skal fokusere på sin egen forretning og holde sig inden for nogle spilleregler, men Kviks ledelse er meget lydhøre, hvis folk i butikkerne har specifikke ønsker.  
 
Finanskrisen har selvfølgelig også gjort det sværere for os i denne branche. Det hører jeg i hvert fald tit fra mine mere erfarne kollegaer. Men jeg er startet under finanskrisen, så for mig har det bare handlet om at arbejde med det, som er foran én, i stedet for at ærgre sig over, at pengene ikke sidder så løst hos kunderne mere. Omvendt kan det også være, at Kvik har været knap så slemt ramt som mange andre køkkenvirksomheder, i og med at vi har billige produkter. Lige for tiden har folk nok ikke så meget lyst til at smide 50.000 kroner bare for et navn.  
 
Man skal gøre det klart for sig selv, at det er benhårdt arbejde at starte en forretning, og der er franchising ikke en undtagelse. Det første års tid, må man lægge den nødvendige arbejdsindsats. Men den frihed og selvbestemmelse, man får som selvstændig, gør dog hele umagen værd. Man skal også huske på, at man kan få en masse hjælp fra folk, som ved, hvad det drejer sig om, hvorimod der nok ikke er meget hjælp at hente, hvis man starter noget helt for sig selv.  

Kvik er en del af den svenske koncern Ballingslöv Int. AB. Koncernen er en af de førende indenfor køkken og bad i Skandinavien og Storbritannien. Kvik omsatte i 2011 for næsten  1,2 mia. kroner gennem franchiseejede og egne butikker. Der er p.t. mere end 130 Kvik-butikker i Danmark, Færøerne, Sverige, Norge, Finland, Holland, Belgien, Spanien, Frankrig  og Thailand. 

To top